Klimaet og landbrug

Af Katrine Høegh Mc Quaid og Vibeke Andresen – Enhedslisten Samsø
Udgivet i Samsø Posten den 11. november 2021

I Enhedslisten Samsø er vi oprigtigt glade for, at klimadebatten fylder i valgkampen. Vi ser, med glæde, frem til at debatten vil fortsætte efter valget og danne grundlag for den kommende kommunalbestyrelses arbejde. I Enhedslisten Samsø vil klimaet have højeste prioritet.

Pt. er det færgen ”Lilleøre” der er i skudlinjen. Ingen tvivl om at vi i Enhedslisten Samsø begræder, at den er dieseldrevet og vi vil naturligvis arbejde for en mere miljøvenlig løsning, så snart det er muligt.

Et emne som mangler i klimadebatten er vores landbrug.

Ca. 22 pct af Danmarks udledning af drivhusgasser kommer fra landbruget. Det svarer til over 10 millioner ton CO2 om året.

På Samsø har vi ikke længere en stor husdyrproduktion, som er det mest forurenende. Derimod har vi en produktion af grønt som til stadighed er underlagt markedskræfterne. Kartofler har I en menneskealder været Samsøs varemærke. Et produkt, som stadig sælger, men på vilkår som ikke er rentable for såvel landmanden som miljøet. Landmændene får mindre og mindre for deres produkter og miljøet skades mere og mere på grund af sprøjtegifte og dyrkningsmetoder.

For at kunne levere eksempelvis kartofler er der ikke tid og råd til sædskifte på markerne. Dette er bl.a. med til at ændre jordkvaliteten og jorden mangler evnen til at opsuge regnvandet. Når jorden mangler fugt opstår tørke. En ensartet dyrkning af jorden, kræver kunstgødning for, at tilføre næringsstoffer kul- og kvælstof.

Kartoflerne må ikke blive for store, så kan de ikke sælges i butikkerne. Derfor har landmænd fået dispensation til at bruge sprøjtemiddel, så kartoflernes vækst stoppes.

Det er skruen uden ende og absolut ikke til gavn for miljøet og vores sundhed.

Derfor vil Enhedslisten Samsø arbejde for;

  • Støtte og fremdrift af økologien på Samsø
  • Oprette en forhåndsaftale mellem kommunen og gerne øens restaurationer m.m. samt øens landmænd. Aftalen skal indeholde ønsker om afgrøder og afsættelse af disse.
  • Øen bliver selvforsynende.

Stem grønt. Stem på Enhedslisten den 16 november.